Bedømmelse af Aarstiderne måltidskasser
Aarstiderne rammer plet med deres måltidskasser, der appellerer til et bredt publikum. Ren økologi, fokus på lokale råvarer og spændende opskrifter er en kombination, som tiltaler os. Vi kan rigtig godt lide måltidskasserne fra Aarstiderne, og det er bestemt ikke sidste gang vi bestiller derfra. Måltidskasserne er en smule dyre, men de er alle pengene værd.
Se alle måltidskasser fra Aarstiderne
-
Madens kvalitet10
-
Tilberedning7
-
Levering8
-
Emballage8
-
Pris8
Aarstiderne – kort og godt
Aarstiderne tilbyder økologiske måltidskasser, som dækker mange forskellige behov. Måltidskasserne har en forudbestemt menu, men du kan selv skifte måltidskasse uge for uge.
Blandt måltidskasserne finder du blandt andet følgende: KvikKassen, VegetarKassen, BørnefamilieKassen, Livretter, 500KalorierKassen og FlexitarKassen.
Priser, ugens menu og tilbud
- Se din pris hos Aarstiderne
- Se ugens menu
- Se aktuelle tilbud
Sådan har vi testet
Vi har bestilt og betalt for måltidskasser fra Aarstiderne ad fire omgange. Ad alle omgange har vi prøvet noget forskelligt, og evalueret efterfølgende. Følgende måltidskasser er blevet testet og anmeldt:
- FlexitarKassen 4 dage og GodMorgenKassen 5 dage.
- VerdensKassen 3 dage.
- 500KalorierKassen 3 dage.
- Budget FamilieKassen 4 dage.
Måltidskasserne er afprøvet uden Aarstiderne har været vidende herom, da vi ønsker at basere testen på et ægte kundeforhold. Vi håber, at du finder vores test brugbar.
Testkriterier
Når vi tester måltidskasser, vurderer vi dem på en række fastsatte kriterier. Dette gør vi for at systematisere testforløbet, men også for at vi bedre kan sammenligne de enkelte måltidskasser med hinanden. Herunder kan du læse mere om testkriterierne.
- Madens kvalitet
Vi undersøger om madvarerne er friske, om maden smager godt og om portionerne har en fornuftig størrelse. - Tilberedning
Vi undersøger om det er nemt at tilberede måltiderne, og om tidsestimaterne passer. - Levering
Vi undersøger om leveringen er velfungerende, og om måltidskasserne leveres på den efterspurgte placering. - Emballage
Vi undersøger om måltidskassen er pakket ordentligt ind, og hvor nemt det er at bortskaffe emballagen. - Pris
Vi undersøger om pris og kvalitet hænger sammen.
Læs mere her: Sådan tester vi måltidskasser
Førstehåndsindtryk
Aarstiderne har en virkelig flot hjemmeside, der præsenterer måltidskasserne fra deres bedste side. Der er ikke illustrationer til de enkelte opskrifter, men overordnet præsenteres måltidskasserne fint med både visuelle elementer og tekst. Det er også nemt at tilgå ugemenuerne og opskrifterne, så man på forhånd ved hvad man kan glæde sig til.
Vi forvirres en lille smule af valgmulighederne, da forskellige måltidskasser passer til forskelligt antal dage og personer. Når man vælger antal personer og dage, risikerer man at flere måltidskasser “forsvinder” fra oversigten. Er I eksempelvis to personer i husstanden, kan I ikke nødvendigvis vælge de samme måltidskasser som en husstand med fire personer.
En positiv ting, som fanger vores opmærksomhed, er at Aarstiderne sælger forskellige økologiske dagligvarer. Du kan også få en måltidskasse med morgenmad, hvilket er ret specielt. Der er kun få andre leverandører, som tilbyder dette.
Alt i alt et meget fint førstehåndsindtryk, som giver os lyst til at bestille med det samme.
Bestilling og levering
Bestilling går let og elegant. Vi får hurtigt lagt de ønskede måltidskasser i kurven, og indtastet vores leverings- og betalingsoplysninger. Vi fornemmer tydeligt at Aarstiderne er en rutineret leverandør på markedet, som har eksisteret længere end de fleste konkurrenter.
Under bestillingen kan du også selv vælge leveringsdagen, hvilket er et stort plus. Hos andre leverandører har du kun en enkelt leveringsdag, som enten ligger om søndagen eller om mandagen. Det kan være irriterende, hvis man ikke lige er hjemme den pågældende dag. Så står måltidskassen nemlig ude i kulden eller varmen i længere tid, og det er ikke altid ideelt. Her skal man dog være opmærksom på, at leveringsvinduerne kan variere fra landsdel til landsdel. I vores seneste levering var vinduet sat fra midnat og helt frem til klokken 17.
Leveringen forløb heldigvis nemt og smertefrit hver gang. Måltidskasserne er fint placeret på det aftalte sted, og alle madvarerne var friske og i god stand.
Priser, ugens menu og tilbud
- Se din pris hos Aarstiderne
- Se ugens menu
- Se aktuelle tilbud
Emballage
Hos Aarstiderne er emballagen lidt speciel. Der er ingen isposer eller køleelementer, da de i stedet lægger knust is direkte i flamingokasserne. I sommerhalvåret lægges der en sugemåtte under madvarerne, så de ikke ender med at “svømme” rundt i smeltet vand. Sugemåtten skal sorteres som restaffald, og kasserne kan returneres til Aarstiderne.
Emballagen består af følgende elementer:
- Store trækasser til frugt, grønt og kolonialvarer.
- Store flamingokasser til kød og mejeriprodukter.
- En stor pose er sat ned i trækassen. Den beskytter de friske råvarer.
- Sugemåtter i bunden af flamingokasserne (kun i sommermånederne). Disse hæver op i takt med at isen smelter, og sørger for at vand ikke skvulper rundt i kasserne.
Vi var meget positivt overraskede over, hvor lidt emballage der gik til spilde. Da både flamingo- og trækasser kan returneres, vaskes og genbruges, er der meget lidt spild. Vi synes det er rigtig fint, og glæder os over at Aarstiderne har valgt en mere bæredygtig løsning.
Måltidskassens indhold
Da vi åbner måltidskasserne, kan vi med det samme se at der er gjort noget ud af præsentationen. Krydderurter og bladgrønt er selvfølgelig placeret øverst. Løg, kartofler og kolonialvarer ligger nederst. Indholdet af måltidskasserne er vældigt flot præsenteret, og det var skønt at pakke det hele ud. Aarstiderne har desuden en no-fly politik, som går ud på at madvarerne ikke må transporteres med fly. I stedet er de dyrket i Danmark eller så tæt på Danmark som muligt, og kun fragtet med bil, tog eller skib.
Indholdet fremstår både friskt og lækkert på leveringsdagen. Enkelte råvarer, heriblandt salat og krydderurter, måtte dog have lidt vand og lægges i fryseposer for at bevare sprødheden og holde sig bedst muligt. Det behøver man måske ikke, men vi ville ikke lade dem ligge uden emballage i vores køleskab.
Tilberedning
Tilberedningen er nem og ligetil. Opskrifterne er gode, og tidsestimaterne passer nogenlunde. Det er heller ikke nødvendigt med en masse specielle redskaber. Kun en enkelt gang skulle vi bruge en blender, men derudover kræver opskrifterne kun helt basale køkkenredskaber.
Som det også er tilfældet med andre måltidskasser, skal du være forberedt på at lave en del praktisk arbejde inden maden kan serveres. Hos Aarstiderne er det en smule mere omfattende, fordi de fleste retter er en anelse mere komplekse end hos konkurrenterne. Der bruges flere forskellige ingredienser til hvert måltid, og ofte skal de snittes og skæres i bestemte størrelser.
Maden
Maden er både lækker og velsmagende. Hos Aarstiderne får du både friske krydderurter og krydderier i små portioner, som du kan tilføje efter smag og behag. Det syntes vi er ganske fint, da børn og voksne således kan tilpasse deres måltider individuelt. Det er heller ikke unormalt at der eksempelvis medfølger frisk chili og lignende smagsgivere, men her lyder tippet at man bør tilføje en begrænset mængde og smage sig frem.
Måltiderne mætter godt og længe, både på grund af smagen men også på grund af den gennemtænkte sammensætning af kød, grøntsager og tilbehør.
Vi er overbeviste om at det store fokus på sæsonaktuelle råvarer betyder, at maden smager af mere. Man oplever også en naturlig variation i retterne, og vi har derigennem stiftet bekendtskab med en masse nye madvarer.
Fordele og ulemper
Der er mange fordele ved at benytte Aarstiderne, men også enkelte ulemper.
Fordele
- Flot præsentation af madvarerne, som er fint organiseret i kasserne. Intet var mast eller på anden vis forkert pakket.
- Maden i termokassen holder sig køligt længe, så du behøver ikke være hjemme på leveringstidspunktet.
- Friske, sæsonaktuelle og økologiske råvarer, som er transporteret med omtanke for klimaet. Det vil sige ingen flytransport. Det kan vi godt lide.
- Gode og mættende måltider, som var yderst velsmagende. På kun tre uger prøvede vi mange nye retter, som vi ikke kendte i forvejen.
- Smart emballage, som kun giver minimalt spild. Træ- og flamingokasser kan returneres ved næste levering.
- Tilbyder også en måltidskasse med lækker morgenmad, som mætter og er nemt at tilberede.
- Fleksibel levering. Du kan selv vælge hvilken dag du ønsker din måltidskasse.
- Det er også muligt at købe dagligvarer sammen med dine måltidskasser.
- Flere måltidskasser kan kombineres i samme bestilling, hvis du ønsker mad til flere eller færre dage i ugen.
Ulemper
- På trods af at der var lagt sugemåtter i bunden af flamingokasserne, var vores madvarer stadig våde ved udpakning. Vi måtte tørre dem af, så vi ikke fik vand over hele gulvet.
- Nogle krydderurter og salater bliver slappe, hvis måltidskassen står ude i længere tid. De kan dog reddes med lidt frisk vand og en tur i en pose.
- Selvom emballagen kan returneres ved næste levering, skal du stadig finde plads til at opbevare en træ- og flamingokasse en uges tid.
- Måltidskasserne er lidt dyre. Kvalitet koster selvfølgelig, og her får du ren økologi. Tilbagevendende kunder kan dog spare penge ved at tilmelde sig “Aarstiderne Plus”.
- Det tager forholdsvist lang tid at pakke indholdet ud af måltidskassen, da det meste er uemballeret. Noget skal måske i poser eller bøtter, så det holder sig friskt længere.
- Leveringsvinduet kan være stort, og du får ingen besked om forventet leveringstidspunkt. Du kan derfor risikere at din måltidskasse kommer om natten eller sidst på eftermiddagen.
Priser, ugens menu og tilbud
- Se din pris hos Aarstiderne
- Se ugens menu
- Se aktuelle tilbud
Opdateringer til denne test
- 2. januar 2024: Vi har testet Budget FamilieKassen, og opdateret anmeldelsen med denne nye oplevelse med Aarstiderne.
- 24. juni 2022: Vi har testet 500KalorierKassen, og opdateret anmeldelsen med vores nye oplevelse med Aarstiderne.